Tema
Debat

Forsikring af campingvogn og trailer

Når du skal forsikre din campingvogn eller trailer, skal du kun købe en kaskoforsikring. Du behøver ikke købe en ansvarsforsikring, da du automatisk har denne forsikring via bilens trækkrogsforsikring.

 

Laver du skade på andre med din campingvogn eller trailer, er det dækket af ansvarsforsikringen på den bil, der trækker campingvognen/traileren.

Hvis din campingvogn er stationær og forsikret som sådan, skal du ved flytning af campingvognen huske at give dit forsikringsselskab besked, så den er forsikret under flytningen.

Det dækker kaskoforsikringen

Kaskoforsikringen dækker pludselige skader på din påhængsvogn, fx skader der opstår ved parkering, færdselsuheld, hærværk, brand og tyveri.

Forsikringen omfatter selve vognen, forteltet og det indbo, der hører til i en campingvognen. Altså køkkengrej, service, bestik, campingmøbler osv. Du skal blot sikre dig, at forsikringssummen for indboet svarer til værdien af dit indbo.

Stormskader på dit fortelt kan være begrænset til at være dækket i den periode, hvor campingvognen er beboet eller alene sommermånederne, fx fra den 15. marts til den 31. oktober. Tjek din forsikringsaftale.

Kørsel i udlandet

Når du kører i udlandet, er du automatisk sikret en særlig redningsforsikring fra SOS International via din kaskoforsikring på campingvognen. De nærmere forsikringsbetingelser fremgår af det røde kort. Du kan downloade både det røde kort og app'en Rødt kort på SOS International's hjemmeside.

Retshjælpsforsikring

Kaskoforsikringen indeholder herudover en retshjælpsforsikring, der træder til, hvis du som ejer af campingvognen får brug for advokathjælp til visse private tvister.

 

Ofte stillede spørgsmål


  • Skal jeg købe en ansvarsforsikring på min påhængsvogn?

    Ansvaret for andres skader, der sker under kørsel med en påhængsvogn, er dækket af bilens ansvarsforsikring. Du skal derfor ikke købe en særskilt ansvarsforsikring, når du kører med trailer eller campingvogn.

  • Hvad koster en trailerforsikring?

    Prisen varierer fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Derfor er det en god ide at få et tilbud fra flere forsikringsselskaber, når din trailer skal kaskoforsikres.

  • Hvordan skal jeg forsikre min trailer?

    Du behøver ikke købe en ansvarsforsikring til din trailer. Kommer du ud for et uheld, hvor din trailer skader andre personer, deres ting eller køretøjer, er det din bils lovpligtige ansvarsforsikring, der dækker for skaderne. Hvis du vil have dækket skaderne på din egen trailer, skal du købe en særskilt kaskoforsikring på den. Det samme gælder for campingvogne.

  • Hvem skal dække skader på en lånt trailer?

    Har du lånt en trailer, som ikke er kaskoforsikret, og der opstår et uheld, må du betale erstatning af egen lomme. For hverken din bils lovpligtige ansvarsforsikring eller din indboforsikring dækker skader på en lånt trailer. 

  • Dækker min bilforsikring, hvis jeg laver skade på en lånt campingvogn?

    Nej, bilens ansvarsforsikring dækker aldrig skade på det påhængskøretøj, der er koblet på bilen. Det skal forsikres via en særskilt kaskoforsikring på campingvognen.

  • Er jeg dækket, når jeg kører med min campingvogn i udlandet?

    Ansvar for skader, som rammer andre ved kørsel med din campingvogn er sikret via bilens lovpligtige ansvarsforsikring i EU. Du skal medbringe det grønne kort i nogle enkelte lande. Læs mere her.

    Hvis din campingvogn er kaskoforsikret, er du automatisk sikret en særlig redningsforsikring, typisk via Rødt kort-ordningen hos SOS International. Ansvar for skader, som rammer andre ved kørsel med din campingvogn er sikret via bilens lovpligtige ansvarsforsikring.

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.