En katteforsikring er ikke et lovkrav som fx en hundeforsikring eller hesteforsikring er. Men den kan være rar at have, hvis din kat bliver syg eller kommer ud for en ulykke.
Katteforsikring (sygeforsikring)
I nogle forsikringsselskaber kan du købe en katteforsikring. En katteforsikring dækker primært dyrlægeudgifter, hvis din kat bliver syg eller kommer til skade.
Du kan typisk købe en katteforsikring fra din kat er 8 uger gammel og indtil, den når en vis alder, som kan variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Nogle katteforsikringer udløber også ved en bestemt alder.
Der er normalt en grænse for, hvor meget en katteforsikring maksimalt dækker pr. år og en fast selvrisiko. Du må kontakte dit forsikringsselskab for at høre, hvad der gælder hos dem.
Der er også forskel på, hvad du skal oplyse omkring katten for at kunne købe en sygeforsikring.
Hvad dækker en katteforsikring ikke?
En katteforsikring dækker ikke, hvis din kat er årsag til, at en person uden for husstanden får ødelagt sine ting eller kommer til skade.
Den dækker typisk heller ikke medicin, tidligere sygdomme og skader, medfødte sygdomme, kastrering eller sterilisering samt forebyggende behandling - fx vaccination, tandrensning og loppemidler.
Tjek undtagelserne i forsikringsvilkårene for din katteforsikring, eller tal med forsikringsselskabet. Nogle forsikringsselskaber tilbyder en række udvidelsesmuligheder, så du fx kan få dækket medicin og medfødte sygdomme, hvis du betaler ekstra.
Hvis din kat laver skade på andres ting
Det er ikke lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på sin kat, som det fx er for hunde og heste.
Hvis andre kræver erstatning af dig for din kats skader, kan du i stedet anmelde uheldet til din private indboforsikring, som også indeholder en ansvarsforsikring.
Men du skal være opmærksom på, at din indboforsikring kun betaler erstatning i få tilfælde i relation til dyrs skader. Det skyldes, at man meget sjældent kan gøre en ejer af en kat, kanin, eller andre smådyr ansvarlig for dyrets færden. Det er som hovedregel kun, hvis man kan bebrejde ejeren for sin egen opførsel, at der kan blive et ansvar.
Livsforsikring
I nogle enkelte forsikringsselskaber kan du udvide din katteforsikring med en livsforsikring, som betaler erstatning, hvis din kat dør, eller du må aflive den pga. sygdom eller ulykke. Med den kan du få erstattet kattens markedsværdi, men erstatningen kan dog aldrig overstige den forsikringssum, der er aftalt og fremgår af forsikringsaftalen.
Der kan være forskellige undtagelser i de enkelte forsikringsselskaber, ligesom det ikke er alle forsikringsselskaber, hvor du kan udvide din katteforsikring med en livsforsikring.
Tjek forsikringsvilkårene eller spørg dit forsikringsselskab.