Hvordan er du stillet som udlejer, hvis en lejer stikker af med dine ting eller ødelægger noget værdifuldt? Og dækker din forsikring, eller hænger du selv på regningen, hvis du ødelægger noget, mens du selv lejer andres bolig? Vi vil forsøge at give dig svaret.
Forsikring - når du udlejer din bolig
Hvis du udlejer din bolig privat eller gennem en udlejningsportal for en kortere periode, fx når du er på ferie, skal du være opmærksom på, at der er ting, som din forsikring ikke dækker. Fx dækker din indboforsikring ikke, hvis du udlejer din bolig, og en lejer stjæler dine ting eller begår hærværk i dit hjem. Hvis dine ting bliver ødelagt ved et uheld, kan de være dækket, hvis du har udvidet din forsikring med en særlig dækning for andre "pludselige skader".
Undersøg med dit selskab, om du kan udvide din forsikring som udlejer, så den dækker, når du udlejer din bolig. Nogle udlejningsportaler stiller også en ekstra forsikring til rådighed, når du udlejer din bolig der igennem. Men sæt dig godt ind i, hvad forsikringen dækker - og ikke dækker.
Laver din lejer en skade, der går ud over andre, fx din underbo, vil din private ansvarsforsikring typisk ikke dække, fordi det ikke er dig, der har lavet skaden. En sådan skade skal anmeldes til lejerens private ansvarsforsikring eller til udlejningsportalens forsikring. Er skaden derimod sket pga. din manglende vedligeholdelse eller ulovlige installationer, kan du blive ansvarlig og komme til at betale erstatning. Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl.
Forsikring - når du lejer andres bolig
Din ansvarsforsikring (som er en del af din indboforsikring) dækker, hvis du fx under et besøg kommer til at ødelægge andres ting. Men det gælder ikke, hvis du lejer andres bolig og ødelægger noget der. Årsagen er, at det i lejeperioden bliver sidestillet med dine egne ting, da du har udlejers ting i din varetægt. Du hænger med andre ord som udgangspunkt selv på regningen.
I nogle selskaber kan du købe en særlig udvidelse, som dækker ved udlejning, og der kan også være dækning på din rejseforsikring, hvis du lejer en feriebolig i Danmark og/eller udlandet. Tjek dine forsikringsvilkår, eller tal med dit forsikringsselskab.
Er du i lejeperioden skyld i en skade, der rammer andre end udlejeren, fx en anden beboer eller en underbo, kan det være dækket af din ansvarsforsikring. Anmeld skaden til dit forsikringsselskab.
Gode råd til lejere/udlejere
- Fjern de mest værdifulde ting, inden du lejer ud
- Undersøg, hvem du lejer ud til, og om de fx har en forsikring
- Lav en lejekontrakt, og aftal et depositum
- Gør dig som lejer klart, hvad der er aftalt i lejekontrakten
- Tjek, hvordan din egen forsikring dækker, og om du kan udvide den
- Sker udlejning gennem udlejningsportaler fx Airbnb, så tjek, hvilken dækning der eventuelt er tilkoblet her
- Tjek skattereglerne, når du lejer din bolig ud.