Andre eksempler på deleordninger kan fx være deleindbo, udlejning af selskabstøj og transportordninger, hvor andre transporterer dit indbo for dig.
Når du benytter dig af forskellige former for deleordninger, kan der gælde særlige regler eller begrænsninger i forhold til din forsikring. Det gælder, hvad enten du selv deler dine ting med andre, eller du låner andres ting. 
Så selv om deleøkonomi er godt for meget, er det en god ide at tjekke, hvordan din forsikring dækker, inden du giver dig i kast med deleordninger.

Deleindbo

Nogle boligejere vælger at benytte sig af deleordninger, når de skal investere i indbo, som kan være dyrt, eller som de kun sjældent bruger. Det kan give mening at dele udgiften med en nabo, en ven eller et familiemedlem, når man fx køber et festtelt, en fejemaskine, plæneklipper eller ladcykel.
Vær opmærksom på, at din egen indboforsikring sandsynligvis kun dækker din egen ejerandel ved deleordninger. Undersøg derfor altid, hvordan du og din medejer er forsikret.

Når du udlejer dit indbo

Hvis du stiller deleordninger til rådighed for andre, fx ved at udleje dine ting, kan du have brug for at købe en erhvervsløsøreforsikring, hvis udlejningen er organiseret og sker regelmæssigt.
Din indboforsikring dækker nemlig ikke ting, som du bruger i forbindelse med erhverv. Spørg dit forsikringsselskab, inden du lejer ud.

Når du benytter dig af deleordninger - lån/leje af andres ting

Din indboforsikring dækker ting, som du låner eller lejer på samme måde som dine egne ting. Forsikringen kan fx dække, hvis det lånte/lejede indbo brænder, bliver vandskadet eller bliver stjålet fra din lejlighed.
Andre pludselige skader på udvalgte ting (almindeligt indbo) er typisk dækket af din private ansvarsforsikring i de første 30 dage af låne-/lejeperioden, hvis ejerens forsikring ikke dækker. Men der er oftest en selvrisiko på din ansvarsforsikring. Tjek, hvad der gælder for din forsikring.

Transport af indbo

Ligesom der er forskellige deleordninger ved biludlejning og samkørsel, er der også deleordninger, som gør det muligt at få transporteret sit indbo fra ét sted til et andet.
 
Hvis der er betaling involveret, kan det have betydning for, om din egen indboforsikring dækker. En privat indboforsikring dækker normalt ikke, hvis du betaler andre for at transportere dine ting. Her skal en transportforsikring til.
Hvis du ikke betaler for transporten, dækker din indboforsikring, som hvis tingene lå i din egen bil. Vær opmærksom på, at din forsikring ikke dækker, hvis chaufføren render med dine ting. 
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.