Sammenlign priser og dækninger med Forsikringsguiden
Hvilke forsikringer skal jeg have til min bil?
Du skal som minimum have en motoransvarsforsikring til din bil, da den lovpligtig. Andre forsikringer er som udgangspunkt frivillige, men gode at have. Læs mere om de forskellige muligheder for dækning herunder.
En motoransvarsforsikring er lovpligtig
I Danmark er det lovpligtigt at have en motoransvarsforsikring. Hvis du ikke tegner forsikringen, så er dit køretøj ulovligt, og du bliver pålagt et dagsgebyr på 250 kr. for hver dag, at køretøjet er uforsikret.
En motoransvarsforsikring dækker dit erstatningsansvar overfor modparten, hvis du er ude for et uheld, hvor en anden person eller køretøj kommer til skade. Den dækker pr. uheld personskader eller tab af forsørger op til 136 mio. kr. og tingskader op til 27 mio. kr (2023). Beløbene bliver reguleret hvert år pr. 1. januar.
Ved eneuheld har du som fører kun mulighed for erstatning fra din egen ulykkesforsikring eller førerpladsforsikring.
Forsikringen dækker under kørsel i både Danmark, EU og udenfor EU, når landet er tilsluttet grønt kortordningen. Læs mere om ansvarsforsikring her.
En kaskoforsikring er frivillig
Man kan beskrive en kaskoforsikring som køretøjets ulykkesforsikring. Den dækker fx tyveri, hærværk og de skader, som du ved et uheld laver på køretøjet.
Det er som udgangspunkt frivilligt at tegne en kaskoforsikring, men har du lånt penge til at købe bilen, vil dit finansieringsselskab i mange tilfælde kræve, at du køber en kaskoforsikring.
Vælger du ikke at købe en kaskoforsikring, må du selv dække udgifterne ved tyveri, brand, hærværk og de skader, som du selv laver på køretøjet. Ligesom du også selv må betale for parkeringsskader, hvis du ikke ved, hvem den ansvarlige er. Læs mere om kaskoforsikring her.
Hvad koster en bilforsikring for unge?
Prisen på en bilforsikring afhænger i mange selskaber af din alder eller af din erfaring som bilist. Det kan derfor være dyrere at tegne en bilforsikring som ung, da du typisk har haft kørekort i færre år. Nogle forsikringsselskaber giver dig som ung mulighed for at få en bedre pris via fx samle- eller familierabatter, ved at bruge en computer eller smartphone til at vurdere din kørsel i en periode eller ved at køre skadesfrit i en årrække. Kontakt det enkelte forsikringsselskab for at høre om dine muligheder som ung. Du kan finde selskaber, priser og dækninger på forsikringsguiden.dk.
Hvornår har du ellers brug for en forsikring?