Mere end hver tredje ung har rejst uden for Norden uden en rejseforsikring. Det viser en ny rundspørge foretaget af Epinion på vegne af Forsikringsguiden. Det kan give store økonomiske problemer, hvis uheld eller sygdom rammer.
Når ferien skal bookes, glemmer de unge ofte rejseforsikringen. Det er bekymrende og kan blive en dyr affære, hvis uheldet er ude, advarer Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
Hele 37 pct. af de 18-25 årige har rejst uden en rejseforsikring uden for Norden. Når man ikke har en rejseforsikring, skal man selv betale, hvis man fx bliver behandlet på privathospital eller -klinik, har brug for hjemtransport eller må tilkalde familie i forbindelse med sygdom. Det dækkes nemlig ikke af det blå EU-sygesikringskort, som mange fejlagtigt tror.
- Akut behandling på privathospitaler i udlandet eller hjemtransport med ambulancefly kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner, hvis ikke man har en rejseforsikring. Men rejseforsikringen kan også blive nyttig, hvis ens kuffert bliver forsinket, eller man bliver syg, inden man skulle være rejst på ferie. Derfor giver en rejseforsikring altid mening, og den dækker ikke det samme, som det blå sygesikringskort dækker i EU, siger Anja Lintrup Sørensen.
Det blå sygesikringskort giver kun ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det EU-land, man rejser i. Og det kan betyde, at man i nogle lande selv skal betale for behandlingen.
Rejser man uden for EU uden en rejseforsikring, skal man selv betale for alle udgifter, hvis sygdom eller uheld rammer.
Privathospitaler kan være eneste mulighed
Det kan være nærliggende at tro, at det blå sygesikringskort er nok, da det giver ret til offentlige hospitaler og ret til samme behandling som borgere i det EU-land, hvor man holder ferie, har. Dog kan privathospitaler ofte være eneste mulighed i charterområder eller på små ferieøer.
- Der kan være rigtig langt til offentlige hospitaler fx i Spanien og Bulgarien. Har man fået en voldsom madforgiftning eller brækket hoften, er det ikke sjovt at skulle bruge mange timer på at transportere sig til et offentligt hospital – en transport man selv skal betale for. Og nogle gange er det simpelt hen ikke muligt at nå til et offentligt behandlingssted, hvis fx blindtarmen springer på en mindre ferieø, eller man får en anden akut sygdom, siger Anja Lintrup Sørensen.
Bliver man syg eller kommer til skade på ferien, er rådet altid at kontakte ens forsikringsselskab først eller den alarmcentral, selskabet bruger. Det vil fremgå af ens forsikringsvilkår, hvilken alarmcentralen selskabet er tilknyttet.
Køb rejseforsikring inden rejsen
Man kan både have en rejseforsikring via sin indboforsikring, købe en årsrejseforsikring eller enkeltrejseforsikringer til hver rejse. Hvad der passer bedst til den enkelte, afhænger af, hvor ofte man rejser samt hvorhen og hvor længe.
- Har man booket sommerferie uden at have en rejseforsikring, vil jeg anbefale, at man straks undersøger forsikringsmarkedet – fx på forsikringsguiden.dk. Det er en uvildig portal, Forbrugerrådet Tænk og Forsikring & Pension står bag, hvor man kan se priser og dækninger på forsikringer. Man kan også tage kontakt til sit forsikringsselskab, hvis man vil sikre sig, at man er rigtigt dækket, inden ferien starter, siger Anja Lintrup Sørensen.
Om Forsikringsguiden
Forsikringsguiden er en uvildig sammenligningsportal, som er udviklet af brancheorganisationen Forsikring & Pension i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk. På Forsikringsguiden kan man nemt sammenligne dækning, service og pris på de mest gængse forsikringer blandt 22 selskaber, der dækker knap 90 pct. af markedet for de forsikringer, der er med på Forsikringsguiden.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er udført af Epinion på vegne af Forsikringsguiden. Undersøgelsen bygger på 1.215 interviews med repræsentativt udvalgte danskere mellem 18 og 25 år, der ikke er dækket af deres forældres indboforsikring. Interviews er gennemført i perioden april/maj 2019.
Pressetelefon: 41 91 91 01