Massive, intense regnskyl giver store problemer – især i byområderne, hvor en stor del af befolkningen bor. Store vandmængder kan ikke trænge ned i jorden eller komme væk. Vores byer er dårligt indrettet til at håndtere store mængder vand.
- Der er populært sagt for meget asfalt og for lidt ”jord”, og kloaksystemerne kan ikke aflede vandet. Det kan føre til oversvømmede veje, vand i kældre og give store materielle skader, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra Forsikring & Pension.
Så hvad gør man helt konkret, hvis man gerne vil forhindre, at vand løber fra vejen ind på grunden? Hvis der tit står vand i haven? Hvis der kommer vand fra kloakken ind på grunden eller vand op igennem gulvafløb eller toilet i kælderen? Og hvad, hvis der ofte kommer vand løbende inde fra nabogrunden og skaber oversvømmelser?
- Det er ofte meget svært for de almindelige boligejere at overskue, hvordan man skal gribe det hele an, ligesom mange slet ikke kender deres ansvar. Forsikring & Pension arbejder derfor aktivt for at gøre danskerne mere bevidste om deres ansvar og oplyse om, hvordan man forebygger vandskader. Det gør vi bl.a. ved at bidrage til denne guide, siger Hans Reymann-Carlsen.
Konkrete erfaringer og viden
Målet med guiden er at hjælpe grundejere på foreningsniveau i at blive selvkørende, når det kommer til at imødegå oversvømmelser. Redskaberne i guiden klæder grundejerforeningerne på til at navigere i den megen information om oversvømmelse, der findes, og gør dem i stand til selv at udpege risici og løsningmodeller for deres egne, konkrete problemer. To grundejerforeninger i Fredensborg Kommune har testet redskaberne i guiden, så de nu har større klarhed over, hvor deres problemer kommer fra, og hvilke handlemuligheder de konkret har.
Guiden er udarbejdet af NIRAS i samarbejde med Niels Lützen Landskabsarkitekter for Fredensborg Kommune, Forsikring & Pension og hovedstadsregionens Task Force for klimatilpasning under KLIKOVAND.