Tema
Debat

Pas på: Fest og fyrværkeri kan være en farlig cocktail

28. dec. 2021
Fyrværkeriulykkerne går især ud over børn og unge. Halvdelen af de alvorlige ulykker rammer tilskuere. Tænk dig godt om - også selvom du bare ser på, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen.

Fyrværkeri er hvert år skyld i, at alt for mange af os kommer til skade nytårsaften. Især raketter og batterier giver alvorlige skader. Sidste år måtte 165 personer en tur på skadestuen - 25 med svære skader. Kun to ud af 12 med alvorlige skader brugte beskyttelsesbriller. Halvdelen af de alvorlige skader var hos tilskuere. To tredjedele af alle skader ramte børn og unge.

 

- Selvom det ikke kan gøre skaden god igen, så er det en god ide i det mindste at have forsikringerne i orden, hvis uheldet er ude nytårsaften. Både hvis man kommer til skade selv, og hvis man er så uheldig at gøre skade på andre eller deres ting, siger Anja Lintrup Sørensen, chefkonsulent i Forsikringsoplysningen hos F&P.

 

- Indboforsikringen og ulykkesforsikringen er de vigtige forsikringer. Mangler man dem, så er det bedste råd at gå på forsikringsguiden.dk. Her kan man nemt sammenligne priser og dækninger på forsikringerne, inden man beslutter sig for at købe, siger Anja Lintrup Sørensen.

 

Tankeløs opførsel og for meget alkohol

Hun fortæller, at der er flere situationer, hvor forsikringerne ikke dækker i forbindelse med fyrværkeri. Det er især i forbindelse med tankeløs opførsel, ulovligt fyrværkeri og for meget alkohol.

 

- Du får ingen erstatning, hvis du tankeløst håndterer fyrværkeriet forkert og kommer til skade - fx holder en tændt raket i hånden. Det samme gælder, hvis du fyrer ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri af, oplyser Anja Lintrup Sørensen.

 

Forsikringen siger også stop, hvis skaden sker i forbindelse med fuldskab. Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld.

 

- Hvert år sker der ulykker, fordi fulde personer kaster tændt fyrværkeri efter andre personer eller deres ting. I sådan en situation kan du ikke være sikker på, at din private ansvarsforsikring betaler erstatning til det uskyldige offer. Det risikerer du at skulle betale af egen lomme, siger Anja Lintrup Sørensen.

Gode råd til et sikkert nytår

- Køb kun godkendt fyrværkeri
- Hold dig væk fra hjemmelavet fyrværkeri
- Placer fyrværkeriet sikkert og tænd. Skynd dig væk
- Gå aldrig tilbage til en fuser
- Forsøg aldrig at slukke tændt fyrværkeri
- Brug altid beskyttelsesbriller. Både børn og voksne - også selv om I ser på
- Opbevar aldrig dit fyrværkeri i lommerne
- Kast aldrig med fyrværkeri efter andre
- Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld. 

 

25 alvorlige skader sidste år

- Antallet af fyrværkeriulykker er faldet lidt de seneste år – men ikke meget
- I alt blev 165 personer sidste år behandlet efter skader på landets hospitaler
- 25 skader var alvorlige.
- To tredjedele af alle skader var unge under 26 år
- Kun to ud af 12 med alvorlige skader brugte beskyttelsesbriller
- Halvdelen af de alvorlige skader var hos tilskuere
- Raketter og batterier giver flest alvorlige skader.

 

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen, Odense Universitetshospital

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.