Hver tredje ung mellem 21-24 år har ikke en almindelig indboforsikring. Til sammenligning er det kun ca. hver tiende af alle danskere, der mangler en indboforsikring. Det viser de nyeste tal fra Forsikringsoplysningen.
- Mange tror, det ikke betyder noget med en indboforsikring på en skiferie under fremmede himmelstrøg. Men det gør det. For indboforsikringen indeholder også en meget vigtig ansvarsforsikring. Og uden den kan man ikke få hjælp, hvis man er involveret i uheld på pisten og er skyld i, at andre skiløbere er kommet til skade, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
- Det kan få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis man overtræder ”færdselsreglerne” for ski-kørsel. Indboforsikringen hjælper en sikkert igennem et erstatningsansvar, siger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
Unge skal selv have en forsikring
Som ung er man kun dækket på forældrenes indboforsikring, når man bor hjemme - eller indtil 18 eller 21 år, hvis man er flyttet hjemmefra. Derefter skal man selv have en indboforsikring.
- Forsikring er langt fra det første, de unge tænker på, når de skal stå på egne ben. Men det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke har forsikringen i orden og bliver mødt med et erstatningskrav i udlandet, siger Anja Lintrup Sørensen.
- Står man uden forsikring, behøver det ikke at være så svært. På Forsikringsguiden.dk kan man nemt sammenligne priser og dækninger på både indbo- og rejseforsikringer, fortæller Anja Lintrup Sørensen.
Kilde:
Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse fra 2016.
Om Forsikringsguiden.dkForsikringsguiden.dk er det eneste sammenligningsværktøj på nettet, der tilbyder nuanceret sammenligning af pris, dækning og service på de mest gængse forbrugerforsikringer, nemlig på bil-, hus-, fritidshus-, ulykkes-, indbo- og rejseforsikringer. Forbrugerrådet TÆNK og brancheorganisationen Forsikring & Pension står bag Forsikringsguiden.dk. Der er 20 selskaber med på Forsikringsguiden, som udgør knap 90 pct. af markedet for de forsikringsprodukter, du finder på Forsikringsguiden.dk. |