Tema
Debat

Frivillige har typisk ingen forsikringsdækning i Ukraine - kontakt dit selskab

11. mar. 2022
Forsikringer dækker normalt ikke skader i forbindelse med krig. Vil man afsted som frivillig, bør man forinden rådføre sig med sit forsikringsselskab om konsekvenser og muligheder, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen i F&P.

En almindelig privat forsikring, fx en rejseforsikring, bilforsikring eller en ulykkesforsikring dækker typisk ikke skader, som direkte eller indirekte er en følge af krig og borgerkrig.

 

Det betyder, at man som hovedregel ikke er forsikringsdækket, hvis man som helt almindelig borger rejser ind i et krigsområde. Det samme gælder, hvis man på eget initiativ rejser til Ukraine-området.

 

- Hvis man ønsker at tage afsted til en krigszone, er det vigtigt, at man forinden rådfører sig med sit forsikringsselskab om konsekvenser og muligheder, siger chefkonsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen i F&P.

 

Arbejdsskadeforsikring omfatter kun jobbet

Får en person fri med løn af sin arbejdsgiver for at udøve frivilligt arbejde i forbindelse med krigen i Ukraine, svarer det til en almindelig periode med ferie med løn. Så her dækker arbejdsskadeforsikringen ikke.

 

- Arbejdsskadeforsikringen er tegnet med udgangspunkt i det risikobillede, der gælder for den pågældende ansattes arbejdsfunktion i Danmark, og frivilligt arbejde i en krigszone er naturligt nok en helt anden risiko. Derfor er det vigtigt, at man som frivillig undersøger grundigt, hvad der gælder – og hvad der ikke gælder, hvis man rejser ind i Ukraine, siger chefkonsulent Anja Lintrup Sørensen.

 

 

Mere om forsikringer og krigen i Ukraine her:

Rådgivning og nyt om situationen i Ukraine - F&P (fogp.dk)

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.