Fredag den 13. marts 2020 ændrede udenrigsministeriet sine rejsevejledninger, så alle ikke-nødvendige rejser i hele verden frarådes frem til 13. april 2020. I den forbindelse udtalte udenrigsminister Jeppe Kofod:
-Danskernes tryghed og sikkerhed er regeringens førsteprioritet. Derfor skærer vi nu igennem og fraråder alle ikke-nødvendige rejser i hele verden. Budskabet til danskerne er både klart, enkelt og alvorligt. Man skal lade være med at rejse ud, medmindre det er absolut nødvendigt. Er man allerede i udlandet som rejsende, bør man rejse hjem hurtigst muligt.
Hurtigst muligt
Udenrigsministeriet opfordrer de danske rejsende til at tage hjem, så snart det er muligt, men i god ro og orden og i tæt dialog med deres rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Det er som udgangspunkt din rejsearrangør, der har ansvaret for at få dig hjem hurtigst muligt. Det betyder, at du ikke kan forvente hjælp fra dit forsikringsselskab på en arrangeret rejse, hvis rejsearrangøren sørger for din hjemrejse.
Danskere, der selv har arrangeret deres rejse, fx med rutefly, og som ikke på egen hånd kan komme hjem så snart det er muligt, kan henvende sig til deres forsikringsselskab for at få hjælp.
Vælger du at blive i udlandet eller tager du til udlandet på trods af udenrigsministeriets advarsel, skal du være klar over, at du som rejsende risikerer, at der ikke er dækning for skader eller situationer, som opstår i relation til udbruddet af coronavirus. Disse vil typisk være undtaget, fx behov for evakuering fra en destination eller behov for sygdomsbehandling som følge af coronavirus.
Spørgsmål & Svar
Udenrigsministeriets ændring af rejsevejledningerne har medført en række forsikringsmæssige tvivlsspørgsmål hos danskere, som er i udlandet og hos danskere, som har rejser planlagt i perioden frem til 13. april 2020. Her giver forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, dig overordnede svar på de spørgsmål, som oftest har været stillet til forsikringsselskaberne siden udenrigsministeriets melding fredag eftermiddag.
Dækker min forsikring, hvis jeg har en planlagt hjemrejse med en rejsearrangør inden for den kommende uge eller to, men ønsker at rejse hjem til Danmark tidligere?
Som hovedregel gælder, at du som rejsende skal kontakte din rejsearrangør eller dit flyselskab og forhøre dig om mulighederne for en førtidig hjemrejse eller ombookning af den oprindelige hjemrejse.
Rejsearrangører gør som udgangspunkt deres bedste for at få de rejsende hjem så hurtigt som muligt. Oplever du, at de ikke har mulighed for at hjælpe dig, kan du tage kontakt til dit forsikringsselskab og høre om dine muligheder. Men som udgangspunkt vil en planlagt hjemrejse inden for en uges tid være i overensstemmelse med, hvad der i situationen kan forventes.
Dækker min forsikring, hvis rejsearrangøren eller flyselskabet har meddelt, at de ikke kan hjælpe mig hjem hurtigst muligt?
Som udgangspunkt er det din rejsearrangørs eller dit flyselskabs ansvar at få dig hjem fra udlandet. Idet der ikke er tale om evakuering, kan de fleste rejsende rejse hjem som planlagt.
Står du i en situation, hvor rejsearrangøren eller flyselskabet mod forventning ikke kan eller vil hjælpe dig hjem snarest muligt, kan du kontakte dit forsikringsselskab. Hvorvidt, forsikringsselskabet kan hjælpe, vil afhænge af, hvilken type forsikring du har.
Dækker min forsikring, hvis jeg mod regeringens råd bliver på en destination så længe som planlagt, fx tre uger eller to måneder, og ikke tager imod tilbud om at blive ombooket og rejse hjem snarest muligt?
Forsikringsbranchen opfordrer danske rejsende til at følge regeringens officielle råd og vejledning. Der vil naturligvis være rejsende, der ikke opfatter sig selv som hverken turister eller fastboende, og som derfor skal tage særlig stilling til, hvorledes de vil forholde sig. For alle andre er det vigtigt at komme hjem hurtigst muligt.
Vælger du at blive i udlandet, skal du være klar over, at du som rejsende risikerer, at der ikke er dækning for skader eller situationer, som opstår i relation til udbruddet af coronavirus. Disse vil typisk være undtaget, fx behov for evakuering fra en destination eller behov for sygdomsbehandling som følge af coronavirus.
Ligeledes kan du risikere at miste en mulighed for hjemtransport (fx på grund af en flyaflysning) som følge af udbruddet af coronavirus eller foranstaltninger grundet virussen. Det vil i stort omfang være en skærpende omstændighed, hvis du har undladt at tage imod tilbud om ombookning eller førtidig hjemrejse.
Dækker min forsikring, hvis jeg strander i udlandet og ikke kan komme hjem, fx fordi det land, jeg opholder mig i, er lukket ned, eller der ikke findes flyforbindelser til Danmark
Håndteringen af den aktuelle corona-pandemi medfører massive udfordringer i hele verden, ikke mindst i forhold til muligheden for at rejse internationalt. Meget kan afhænge af de omstændigheder, du befinder dig i.
I første omgang skal du gå i dialog med din rejsearrangør eller dit flyselskab. Hvis de ikke kan hjælpe, og du i øvrigt har gjort, hvad du kan for at følge regeringens opfordring om at søge mod Danmark så hurtigt som muligt, skal du kontakte dit forsikringsselskab for at få hjælp.
Dækker min forsikring, hvis jeg mod regeringens råd rejser ud fra Danmark på en planlagt rejse i den nærmeste fremtid (som minimum den næste måned)?
Hvis du vælger at gå imod den danske regerings opfordring om at holde dig i Danmark og aktivt være med til at begrænse smittespredningen bedst muligt, skal du være opmærksom på, at der kan være begrænsninger på rejseforsikringen. Det kan fx være, at du ikke er dækket for skader eller situationer, som opstår i relation til udbruddet af coronavirus, fx behov for evakuering fra din destination eller behov for sygdomsbehandling som følge af coronavirus.
Dækker min forsikring, hvis jeg ønsker at afbestille en allerede planlagt sommerferierejse nu?
Hvis du har købt din sommerferierejse og ønsker at afbestille den nu, skal du i første omgang kontakte din rejsearrangør eller dit flyselskab.
De fleste forsikringsselskaber tager først stilling til, om en rejse kan afbestilles, når afrejsedatoen nærmer sig, typisk 8-14 dage forinden. Derfor anbefales det, at man venter noget tid endnu, før man kontakter sit forsikringsselskab angående en planlagt sommerferie.
Dækker min forsikring, hvis jeg bestiller min sommerferierejse nu?
Lige nu frarådes alle ikke nødvendige rejser, så hvis du bestiller en udlandsrejse nu, vil en afbestillingsforsikring som hovedregel ikke dække, hvis det senere bliver nødvendigt at afbestille rejsen, fordi afrejse fortsat frarådes.